Harmonikaen

af Ulla Moustgård

Vi skal langt tilbage i historien for at finde forløberen for harmonikaen – ca. 3000 f. Kr. fandtes et kinesisk mundorgel, som frembragte toner efter samme princip, som harmonikaen frembringer toner i dag – nemlig ved nogle stemmetunger, der sættes i sving ved hjælp af luft og som derved fremkalder toner.

Men for ca. 300 år siden skabtes de første instrumenter, som vi kan sammenligne direkte med den harmonika, vi kender i dag. De så ganske vidst anderledes ud. I det flg. vises nogle eksempler: Cyrill Demain fra Wien fik i 1829 patent på dette accordion

Næsten samtidig får Charles Wheatstone fra London patent på den såkaldte concertina. Den anvendes stadig i dag i f.eks. irsk folkemusik – og så kender mange den nok fra cirkusklovnenes optræden.

Omkring 1840 konstruerer Heinrich Band fra Tyskland et instrument, han kalder en bandonion. Den bruges stadig i dag i Sydamerika til at spille tangomelodier på.

I 1845 byggede Friedrich Gessner fra Magdeburg i Tyskland "magdeburgerinstrumentet" , hvor der blev sat op til 2 rækker knapper på diskantsiden ( højresiden)

Den var konstrueret således, at den enkelte knap gav en forskellig tone ved henholdsvis tryk eller træk i bælgen. Den var også det, man kalder for diatonisk- dvs. den kunne kun spille i en bestemt dur.

I 1850 kom så harmonikaen med den kromatiske skala – populært kan man sige, at den fik både de "hvide" og de "sorte" toner, som vi kender dem fra klaveret. Nu kunne den spille i alle tonearter og den blev også konstrueret, så den enkelte knap frembragte samme tone uanset om man træk i bælgen eller skubbede den ind. Bælgen blev også større, og der kom flere oktaver på, og endelig fik den flere registre, så lyden kunne skiftes.

Faktisk fik vi for ca. 100 år siden en knapharmonika stort set som den ser ud i dag.

I 1910 kom så pianoharmonikaen – dvs. den harmonika, der på højresiden ligner et klaver ( tangenter i stedet for knapper). Ca. samtidig byggede man også harmonikaer med melodibas, så der kunne spilles melodi både med højre og venstre hånd. Tidligere kunne man kun spille standardbas i venstre hånd ( dvs. kun akkordakkompagnement).

I princippet er det ligegyldigt, om man spiller på en harmonika med knapper eller tangenter – de to forskelligt udseende instrumenter giver samme lyd og fungerer ens; men nogle steder er den ene type mere udbredt end den anden.

I USA f.eks. har det været pianoharmonikaen, der har domineret totalt – dog er knapinstrumentet ved at vinde indpas.

I Skandinavien er begge typer repræsenterede, måske med en overvægt af knapinstrumenter. Men knapperne ligger i et forskelligt system, afhængigt hvilket land intrumentet kommer fra.

I Danmark og Tyskland spilles på begge typer – i Frankrig næsten kun knap. I Englend mest piano.

Når det f.eks. både i USA og England bliver mere og mere almindeligt med knapinstrumentet, hænger det sammen med, at man er nødt til at spille med melodibas, hvis man vil studere instrumentet på konservatoriet ( det gælder i øvrigt også i Danmark – med mindre man søger ind på folkemusiklinien ) og det er mest praktisk og bekvemt, at der er knapper på både diskant- og bassiden.

Der bygges i dag instrumenter med "converter" – dvs. et instrument hvor man kan tilkoble melodibas eller standardbas alt efter behov.

Den sidste udvikling af harmonikaen er den elektroniske harmonika, der kan sammenlignes med en syntheziser – dvs. den kan frembringe alle mulig lyde.

Ps. Musikskolen har lige tegnet abonnement på det landsdækkende fagblad "Harmonikaspilleren". Det står ude på tidsskrifthylden. Hold godt øje med det. Det udkommer 4 gange om året og indeholder rigitg mange oplysninger.